Det Danske Riges våbenskjold som det så ud ved Frederik 4.s hof. Færdiggjort sammen med resten af stukloftet på bestilling af Frederik 4 i starten af 1700-tallet, efter Christian 5.s delvise moderniseringer.
I 1648 lykkedes det Jacob Jensen Nordmand at overrække dronning Sophie Amalie et af sine arbejder. Det blev så vel modtaget, at han kaldtes til Danmark og fik ansættelse ved hoffet som drejer. Han underviste flere medlemmer af den kongelige familie i kunstdrejning. Frederik 3. satte så stor pris på Jacob Jensen, at han bestilte et portræt af ham hos Wolfgang Heimbach.