Frederik 7. var konge af Danmark fra 1848; søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Efter to forliste ægteskaber blev han 1850, mod store protester, gift med Louise Rasmussen, Grevinde Danner. Han havde ingen arvinger. Året efter hans tronbestigelse fik Danmark et konstitutionelt monarki med kongens underskrivelse af Grundloven 5. juni 1849. Hans periode prægedes af det nationale opgør i Slesvig-Holsten (Treårskrigen 1848-50), hvor kongen blev det nationale samlingspunkt.
Med indgangen til 1800-tallets anden halvdel var en ny tid begyndt. Kongen var ikke længere enevældig, og det moderne gennembrud var på vej. Treårskrigens afslutning i 1850 gav ingen afklaring på spørgsmålet om hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og i 1864...