Frederik (6.) og Carl

Voksbuster af J.E. Bauert, drengene er ca. 3 år gamle. Tilskyndet af J.F. Struensee lod dronning Caroline Mathilde sin svagelige søn, kronprinsen, opdrage efter moderne, ”friere” metoder, inspireret bl.a. af J.J. Rousseau. Som legekammerat fik Frederik et ”barn af folket”, drengen Carl. Efter statskuppet 1772, der sendte dronningen i eksil og Struensee på skafottet, blev Carl sendt tilbage til Vajsenhuset hvor, han døde af skoldkopper. Hofkassen betalte begravelsen.