Elfenben og rav
I det nordligste kælderrum udstilles hen ved halvdelen af Rosenborgs omkring 700 genstande af elfenben og rav. I tid spænder genstandene fra 1585-1850. Enkelte er gaver fra udenlandske fyrster til gengæld for hvide jagtfalke fra Island eller heste fra Danmark. Nogle er købt i Nürnberg og Augsburg, de sydtyske metropoler for luksusvarer. Andre er krigsbytte fra Gottorp Slot, hertugerne af Slesvig-Holstens residens, der blev tømt i 1713.
Hovedparten er imidlertid udført i 1700 tallet, hvilket er unikt blandt europæiske fyrstesamlinger. Fra Frederik 2. til Frederik 5. beskæftigede alle dansk-norske konger drejere og skærere, hvoraf flere tilhørte den internationale elite.
Som en særlig opgave underviste flere af disse hofkunstnere tillige de kongelige i drejekunsten, man mente, at arbejdet ved drejebænken fremmede elevens interesse for matematik og mekanik, og videre lærte man tålmodighed og planlægning - prisværdige egenskaber for en kommende regent. I Danmark kulminerede denne udvikling omkring 1750.
Rav blev under katolsk tid ofte forarbejdet til religiøst brug, f.eks. pater noster kranse. Efter reformationen fulgte verdslige formål som skrin, bordtøj og lysekroner til fyrsternes kunstkamre. Omkring 1720 blev rav fortrængt af det nye europæiske porcelæn, der blev den sidste mode ved de fleste hoffer. Dog ikke i København, her bevarede "Nordens guld" sin status.
Genstande i dette rum
Klik på genstandene for at læse mereSølvtallerkener med ravbund
Sølvtallerkener med ravbund, udført 1585 i Königsberg (Kalliningrad) af Andreas Knieffel til markgrevinde Sophia af Brandenburg, Frederik 2.s kusine.
Dansk
English