Dronninger i en borgerlig tid

Fem forelæsninger om danske dronninger

 

Den borgerlige og demokratiske udvikling, som har præget de seneste to århundreders danmarkshistorie, har også ændret vilkårene for udfyldelsen af rollen som dronning.

I takt med reduktionen af Kongehusets reelle magt er tidligere tiders ophøjethed og fjernhed efterhånden blevet afløst af nutidens udstrakte åbenhed og tilgængelighed, som i kraft af den stadigt øgede medieinteresse har gjort kongelige personers privatliv til et offentligt anliggende. For Kongehuset er hermed fulgt en almen forventning om at stå som garant for borgerlig respektabilitet og en ordentlig forpligtet livsførelse, hvilket i den seneste generation har medført et paradoks: Samtidig med at resten af samfundet ikke længere nødvendigvis føler sig forpligtet af sådanne normer, forventes den kongelige familie fortsat at repræsentere det ideelle (familie)liv.

Nærværende forelæsningsrække vil i lyset af denne generelle udvikling fokusere på hvordan de seneste generationer af dronninger har udfyldt deres rolle som både private og offentlige personer. Fem forelæsere vil levere portrætter af en række meget forskellige kvinder i en usædvanlig situation. Forelæsningerne afholdes i anledning af 70-året for H.M. Dronningens fødsel og 100-året for H.M. Dronning Ingrids.

Forelæsningerne følger rækken af danske dronninger, samt en enkelt ikke-dronning, fra Dronning Caroline Amalie, der var gift med den sidste enevældige konge, Christian VIII, til vor tids regerende og højt respekterede Dronning Margrethe 2.

Fem onsdage kl. 16.15-18.00
Onsdag d. 27.10., 3.11., 10.11., 17.11. og 24.11.

  • Anders Monrad Møller: Caroline Amalie af Augustenborg (1796-1881)
  • Bente Jønsson: Grevinde Danner (1815-74)
  • Sebastian Olden-Jørgensen: Louise af Hessen-Kassel (1817-98), Lovisa af Sverige-Norge (1851-1926), Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952)
  • Katia Johansen: Ingrid af Sverige (1910-2000) (forelæsning og udstillingsbesøg)
  • Lise Svanholm: Margrethe 2. – portrætter (f. 1940)


Tilrettelæggelse: Museumsinspektør, mag. art. Birgit Jenvold og håndbibliotekar, dr. theol. Christian Gottlieb.

Forelæsningsrækken afholdes i samarbejde med De Danske Kongers Kronologiske Samlings afdeling på Amalienborgmuseet og finder sted i Gallasalen i Christian 8.s Palæ. Deltagerbevis skal fremvises ved ankomst til forelæsningerne. Deltagerne har gratis adgang til Amalienborgmuseet på de fem onsdage i den normale åbningstid. Frem til 19. september vises særudstillingen Margrethe 2. og fra 2. oktober Dronning Ingrid.

Kommentarer

Bemærk: Internet Explorer kan have visse problemer med at vise kommentarer. I givet fald, prøv en anden browser.