Amalienborgmuseet

Amalienborgs historie

Frederiksstaden er en bydel i København, anlagt 1749, og omfatter området fra Nyhavn op til Kastellet og begrænset af Store Kongensgade og Havnen.

Historien starter omkring år 1600, hvor området endnu lå udenfor Københavns vold, og dermed var “ude på landet”. Christian 4., der var blevet kronet 1596, gik meget hurtigt i gang med at løse byens største problem - mangel på plads. I årene frem til 1606 opkøbte kongen jord nordøst for den middelalderlige by, og kom således til at eje alt jord indenfor hvad der i dag er Øster Voldgade, Kastellet og Havnen. Det første han gjorde var dog at lave en stor have til sig selv - Kongens Have, hvor han samtidig startede byggeriet, af det som skulle blive til Rosenborg Slot.

I løbet af 1630'rne og 1640'rne blev området befæstet med store volde og grave, hvoraf der i dag er bevaret betydelige rester i Botanisk Have og Østre Anlæg. Kastellet blev først færdiggjort under hans søn og efterfølger, Frederik 3. Meget byggeri indenfor volden blev det dog ikke til, Nyboder blev grundlagt 1631 og 1640 påbegyndtes byggeriet af den 12-kantede Skt. Annæ Rotunda kirke. Den blev aldrig gjort færdig og i 1663 blev den revet ned.

I 1660 lod Frederik 3.s dronning Sophie Amalie opkøbe grunde i området mellem nuværende Bredgade og kystlinien, for at bygge et sommerslot til erstatning for “Dronningens Enghave”, der var blevet ødelagt ved svenskernes belejring af København 1658-60. Dronningens nye ejendom strakte sig fra en projekteret kanal ved nuværende Fredericiagade i nord, langs Bredgade i vest, ved Garnisonskirken i syd og kystlinien i øst. Her opførtes i 1667-73 lystslottet Sophie Amalienborg, i form af en stor italiensk villa, et “casino”, med et tre etager højt midterparti, med “Belvedere”, og med lange én-etages sidefløje. Slottet lå med bagsiden ud mod nuværende Fredericiagade, og midterpartiet nogenlunde der, hvor et af Amalienborg-palæerne ligger i dag.

Sophie Amalie døde her i 1685, og kom således ikke til at opleve slottets tragiske endeligt. I forbindelse med Christian 5.s fødselsdag i 1689 havde man bygget en barak af træ tæt op ad slottet, som rummede en teater- og operasal. Fødselsdagsforestillingen var blevet så stor en succes, at kongen lod forestillingen gentage for et mere ungdommeligt publikum inden for aristokratiet og det bedre borgerskab. Festblus, knaldeffekter og illuminationer satte ild til huset, dørene kunne kun åbne indad, så på få timer var operahus og slot en ruindynge, mens 180 mennesker mistede livet, heraf 100 børn.

Christian 5. havde i flere år gået med tanken om at bygge et nyt kongeslot og han bad den svenske hofarkitekt Nicodemus Tessin d. Y. om et slotsprojekt. I 1694 afleverede Tessin et storslået projekt til et pragtfuldt, firelænget slot, ca. 150 x 120 m. Desværre var det for kostbart, og Christian 5. døde i 1699.
Store Nordiske Krig indledtes i 1700 og den midlertige forbrødring mellem Danmark og Sverige var slut. Istedet fik Tessin opgaven med at genopbygge Stockholms Slot efter branden i 1697.

Endnu lå Sophie Amalienborgs have på stedet, men den blev næsten halveret, da Frederik 4. anlagde en excerserplads på den nordlige del i 1729. Det skelsættende år blev 1748, hvor Frederik 5. kunne fejre, at hans slægt, den Oldenborgske kongeslægt, nu havde siddet i 300 år på Danmarks trone. I august 1749 besluttede kongen, at jubilæet skulle fejres gennem anlæggelse af en hel ny bydel, Frederiksstaden.

Grundene i den nye by blev vederlagsfrit overdraget til de nye ejere med 30 års skattefrihed, blot skulle de bygge på grundende i henhold til nærmere udarbejdede hovedplaner og retningslinier. I oktober 1749 forelå mønstertegningerne af Nicolai Eigtved, og i foråret 1750 meldte de byggelystne borgere sig og byggeriet gik i gang.

Frederiksstadens væsentligste element blev dog den store centrale, ottekantede plads, hvor bydelens to akser mødes, Amaliegade og Frederiksgade med Frederikskirken. Omkring pladsen skulle bygges fire ens palæer “Hotels”, med tegninger af Eigtved.

De fire bygherrer blev baron Joachim Brockdorff, gehejmekonferensråd G.F. Levetzau, gehejmekonferensråd Severin Løvenskiold og kongens fortrolige, lensgreve A.G. Moltke. Byggeriet indledtes for alle fire palæers vedkommende i 1750, og Moltkes Palæ stod færdigt i 1754. Løvenskiold måtte sælge sit palæ til enkegrevinde Anna Sophie Schack, der dog ikke havde planer om at bo der. Levetzaus og Brockdorffs palæer blev først færdige 1760.

Amalienborgpalæerne er det smukkeste eksempel på den danske rokokko, som den blev tolket af hofbygmester Nicolai Eigtved. Eigtved havde studeret bla. i Dresden, Sachsen, Polen og Brandenburg og havde her lært den nye stil at kende, som ses i så mange af hans værker. Han døde uventet i 1754, men Amalienborg blev loyalt færdiggjort af Lauritz de Thurah, som nok var yngre, men som stadig var forankret i den ældre barok stil.

Centralt på pladsen skulle der rejses en rytterstatuen af den enevældige monark, Frederik 5., klædt på klassisk vis med harnisk og laurbærkrans. Ridende mod kirken modtagende folkets beundring og hyldest. I 1752 blev opgaven givet til den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, og bestemt som en gave fra Asiatisk Kompagni. Statuen blev dog først afsløret 1771, seks år efter Frederik 5.s død. Den lange udførelsesperiode var en voldsom belastning af sponsoren, for statuen kom til at koste mere end en halv million rigsdaler, eller det samme som 10 Amalienborg-palæer, men resultatet blev en af Europas fineste rytterstatuer.

Hvad skete der ellers med palæerne efter Frederiksstadens opførelse? Brockdorffs Palæ overgik allerede 1767 til Landkadetakademi og blev derfor radikalt ombygget, bl.a. blev der fægtesal i riddersalen (som fik sænket loftet) og den øverste etage, mezzaninen blev ombygget til sovesale.

Vendepunktet kom i 1794 da Christiansborg brændte og den kongelige familie blev gjort hjemløs. Christian 7. erhvervede Moltkes Palæ til sig selv, og sønnen, kronprins Frederik (6.) det Schackske Palæ. Kronprinsessen var glad for flytningen - hun syntes at hun så mindre lille ud, i de små sale på Amalienborg. For at skabe forbindelse mellem de to palæer lod man samme år arkitekten C.F. Harsdorff opføre Kolonnaden, som en lukket løngang, der hviler på to rækker af joniske søjler. Da alle regnede med en snarlig genopførelse af Christiansborg, og kongefamiliens ophold på Amalienborg kun midlertidigt, så blev kolonnaden opført af træ. Den står som bekendt endnu...., stadig i træ, men pudset, så den ligner sten.

Et tredje palæ, det Levetzauske, blev erhvervet af kongens halvbroder, arveprins Frederik.

Det andet Christiansborg stod først færdigt i 1828, men Frederik 6. nægtede at forlade Schacks Palæ. Samme historie gentog sig da man i det 3. Christiansborg i 1918 kunne fremvise en ny kongebolig til Christian 10., der dog i sidste øjeblik foretrak at blive boende på Amalienborg.

Moltkes Palæ - Christian 7.s Palæ.
Moltkes Palæ er det pragtfuldeste af de fire Amalienborg-palæer. Eigtved skabte et hovedværk i dansk arkitektur, ved en syntese af det bedste af den franske og den tyske rokokko. Da Eigtved døde i 1754 blev palæets indre fuldført af den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, som i 1757 skabte den nyklassicistiske spisesal, på det tidspunkt det mest moderne rum i Europa! Christian 7. boede her fra 1794 til sin død i 1808, og blev aldrig senere anvendt som kongebolig. Det blev anvendt af Frederik 6.s hofstab, mellem 1852 og 1885 var det Udenrigsministerium, og først efter 1885 kom det i funktion som repræsentationspalæ og gæstepalæ.

Levetzaus Palæ - Christian 8.s Palæ
Levetzau døde i 1756 og kom aldrig til at bo i sit palæ, men hans enke Sophie Hedvig Rantzau boede dog her til sin død 1775. Efter Christiansborg brand 1794 blev palæet købt af arveprins Frederik der satte arkitekten, billedhuggeren og maleren Nicolai Abildgaard, der moderniserede palæet gennemgribende. Abildgaards interiører er stort set bevaret i bel-etagen. Efter arveprinsens død blev det bolig for hans søn Christian 8. (konge 1839-48) og for enken Caroline Amalie (død 1881). I 1898 blev det indrettet som bolig for prins Christian (10.) og Alexandrine, som også brugte det som kongebolig frem til Christian 10.s død i 1947 og Alexandrines død i 1952. Derefter blev palæet stillet til rådighed for arveprins Knud, der dog aldrig kom til at bo her. I 1986 blev dele af palæet indrettet til lejligheder for kronprins Frederik og prins Joachim, og anvendes stadig af begge prinser til repræsentative formål. Desuden er Dronningens Håndbibliotek flyttet ind i Palæets sydvestre pavillon, mens stueetagen (parterren) siden 1994 er optaget af Amalienborgmuseet, en afdeling af De Danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg.

Schacks Palæ - Christian 9.s Palæ
Den første beboer i palæet var grev Hans Schack, som i 1757 giftede sig med Ulrica Moltke, datter af A.G. Moltke. Det unge par fik hjælp til færdiggørelsen af Palæet af Moltke, således har flere af kunstnerne først arbejdet i Moltkes eget palæ, og derefter fortsat i datterens palæ, for faderens regning. Det drejer sig bl.a. om stukkatøren Fossati, hvoraf stadig er bevaret flere stukarbejder. Schack kom senere ud for økonomiske vanskeligheder besluttede 1773 at leje palæet ud, og i 1786 solgte han det til søn, der også lejede det ud. Det var derfor et noget nedslidt palæ som kronprins Frederik (6.) kunne overtage i 1794. Det blev også C.F. Harsdorff der fik til opgave at bringe palæet på fode, og han fornyede bl.a. riddersalens interiør. Frederik 6. døde i 1839 og hans dronning Marie boede i palæet frem til sin død i 1852. I 1854 flyttede Højesteret ind i palæets bel-etage. Stueetagen blev brugt som bolig først for helten fra 1848 general Bülow, og efter 1858 boede her ikke mindre end 5 personer.
    I 1863 blev palæet overført til den nye konge Christian 9. Her boede han frem til sin død i 1906, og den nye konge Frederik 8. besluttede at hjemmet skulle være urørt. Her skulle den store børnefolk kunne samles og mindes. Først 1948 blev hjemmet splittet efter nøje opmålinger og undersøgelser.

I 1967 blev det hjem for tronfølgerparret, siden 1972 Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelig Højhed Prinsgemalen.

Brockdorffs Palæ - Frederik 8.s Palæ
Allerede 1767 blev palæet ombygget til Landkadetakademi. Ingeniørkaptajn Carl Christian Pflueg, som udtalte, at ingen bygning kunne være mere uegnet som læreanstalt end denne. Stueetagen blev indrettet som bolig for officererne. Beletagen til undervisning og riddersalens loft blev sænket for at give bedre plads til sovesalene i mezzaninen. I 1788 ombyttedes landkadetterne med søkadetter, hvilket ikke betød nogen større forskel. De måtte dog flytte ud i 1826, da tronfølgeren Frederik (7.) blev trolovet med Frederik 6.s datter Vilhelmine. Det blev Jørgen Hansen Koch, en elev af tidens førende arkitekt C.F. Hansen, der ved en gennemgribende ombygning fik en ny helhed ud af palæet, i tidens stil, senklassiscismen. Ægteskabet holdt dog kun til 1834 og fra 1839-67 boede her Christian 8.s svoger, Københavns Kommandant, landgreve Vilhelm af Hessen. I 1869 flyttede den nygifte kronprins Frederik (8.) ind. Han boede her til sin død 1912, og hans enke Lovisa frem til sin død i 1926. Derefter blev det kronprins Frederik (9.), som i forbindelse med sit bryllup i 1935 med Ingrid, blev de nye beboere. Frederik 9. boede her til sin død i 1972 og Ingrid frem til sin død i 2000.

Palæet er blevet gennemgribende restaureret og skal siden 2010 tjene som bolig for kronprinsparret Frederik og Mary.